Skolens værdier

Om skolen

I Laursens ånd

Fru Laursen gik for at være ”en helstøbt personlighed med et varmt hjerte og rig menneskelighed, der gjorde skolen til ligesom et hjem for børnene. Et sted hvor de frit kunne udfolde sig, trygge og glade.”

Et fællesskab fuld af nysgerrighed og glæde

Tryghed, tillid og glæde er også nøgleord for X-house.  Det samme er fællesskab og nysgerrighed. X-house skal være et trygt sted for både lærere og elever, hvor vi i fællesskab og gensidig tillid kan udfolde vores nysgerrighed på verden og hinanden.

Vi arbejder på den gode trivsel for alle i huset, og det er vigtigt for os, at såvel lærere som elever er glade for at være på X-house.

Vi tror på, at en personlig og kærlig form giver lyst til at lære.

Traditioner og dynamik

X-house er et sted med mange traditioner, og vi vægter faglighed, respekt, oplevelser og dynamik i en god blanding hen over hele skoleåret. Som elev får du fx stimuleret og udviklet dine personlige evner samtidig med, at vi giver dig aktuel undervisning på højt fagligt niveau.

Vi ønsker, at undervisningen sætter tanker i gang. At den udvikler fantasien, giver dig tillid til egne evner og danner baggrund for at kunne tage stilling og handle. Vi foretrækker dynamik fremfor terperi og karakterræs, og vi hjælper gerne med faglige svagheder.

I X-house lægger vi vægt på, at vi skal respektere hinanden som de mennesker, vi er, respektere hinandens meninger og holdninger. Respekt er også omdrejningspunktet for et frugtbart samarbejde med forældrekredsen.

Helt i Anna Laursens ånd giver X-house plads til både masser af fællesskab og individualitet.